Diane Arbus
Et portræt er ikke en forklaring. Det er et møde, som bliver ved med at være uroligt.
Diane Arbus fotograferede mennesker lige på. De står ofte midt i det kvadratiske billede og ser tilbage. Det lyder enkelt, men blikket gør billederne vanskelige at slippe. Vi ser et menneske, der har indvilget i at blive fotograferet. Samtidig mærker vi fotografens valg: tidspunktet, afstanden, blitzen og det ene udtryk blandt mange mulige.
Profil
| Født | 14. marts 1923 i New York City |
|---|---|
| Død | 26. juli 1971 i New York City |
| Arbejdsfelt | Portræt, gade, magasinopgaver og personlige serier |
| Kendetegn | Direkte møder, kvadratisk format, sort-hvid, frontal opstilling og et tæt samarbejde med den portrætterede |
| Kendt for | New Documents, A box of ten photographs og portrætter, der gør forestillingen om “det normale” usikker |
Arbus begyndte i et kommercielt atelier sammen med sin mand, Allan Arbus. De arbejdede for blandt andre Glamour og Vogue. Hun forlod samarbejdet i 1956 og fulgte kort efter undervisning hos Lisette Model. Her fandt hun modet til at opsøge de mennesker og steder, som interesserede hende, uden først at spørge om de passede ind i et magasin.
Omkring 1962 skiftede hun fra 35 mm til Rolleiflex. Kameraet gav det kvadratiske format og et skarpere negativ. Det ændrede også selve mødet. Hun så ned i søgeren i stedet for at gemme ansigtet bag kameraet.
Diane Arbus i fem punkter
- Hun gjorde portrættet til et møde, ikke et tyveri på afstand.
- Hun lod de fotograferede se tilbage på kameraet.
- Hun brugte kvadratet til at gøre billedet roligt, mens personen kunne forblive gådefuld.
- Hun søgte forskelle mellem mennesker, men fandt dem også hos familier, børn og forbipasserende.
- Hun efterlod spørgsmål om nærhed, magt og udstilling, som stadig er nødvendige at stille.
Sådan arbejdede hun
Hun blev i situationen
Arbus tog ikke nødvendigvis ét hurtigt billede og gik videre. Hun talte med mennesker, besøgte nogle igen og lod dem vælge tøj, positur og omgivelser. Derfor virker mange portrætter både samarbejdede og konfronterende. Den fotograferede ved, hvad der sker. Vi ved bare ikke præcis, hvad aftalen mellem de to var.
Kvadratet holder personen fast
Det kvadratiske format har ingen naturlig retning. Det løber hverken mod landskabets bredde eller portrættets højde. Hos Arbus bliver personen derfor stående i centrum. Baggrunden giver oplysninger, men den tilbyder sjældent en flugtvej.
Blitzen gør ikke billedet venligt
Arbus brugte senere en Mamiya C33 og blitz. Lyset skærer personen fri af rummet og gør selv dagslys en smule fremmed. Hud, tøj og vægge bliver tydelige. Intet bliver gemt i en blød skygge.
Titlerne holder sig til det synlige
Hendes titler er som regel nøgterne: hvem, hvor og hvornår. De fortæller ikke, hvad vi skal føle. Det er en vigtig disciplin. En stærk billedtitel kan godt give sammenhæng uden at lukke billedet.
Se på billederne
Det svære spørgsmål: nærhed eller udstilling?
Arbus bliver ofte beskrevet som fotografen, der opsøgte “outsidere”. Den sætning er for nem. Hendes motiver spænder fra børn og ægtepar til kunstnere, nudister, cirkusfolk og mennesker med handicap. Nogle billeder viser mennesker, som datidens billedverden sjældent gav plads. Andre kan føles ubarmhjertige, fordi forskellen bliver det første, vi ser.
Man behøver ikke vælge én endelig dom. Se i stedet efter tegn på forholdet mellem fotograf og model: Hvem styrer posituren? Hvad får vi lov at vide? Hvad bliver holdt tilbage? Og ville vi læse billedet på samme måde, hvis titlen eller sammenhængen var en anden?
Prøv selv
- Tal før du fotograferer. Et direkte portræt bliver bedre, når personen ved, hvorfor du er der.
- Vælg afstand med vilje. Et skridt tættere på ændrer ikke kun udsnittet; det ændrer forholdet.
- Lad blikket blive i kameraet. Et frontalt blik kan bære et helt billede, hvis resten er roligt.
- Brug baggrunden som oplysning. Den skal fortælle noget om livet omkring personen, ikke bare pynte.
- Tag flere billeder. Et ansigt skifter hele tiden. Dit valg bagefter er en del af portrættet.
- Læs billedet etisk. Spørg ikke kun, om det er stærkt. Spørg også, hvad det gør ved den fotograferede.
Det mest nyttige hos Arbus er ikke en opskrift på et “Arbus-portræt”. Det er modet til at blive i mødet og ansvaret for det billede, man tager med sig.
Værker at kende
| Værk | År | Se især efter |
|---|---|---|
| Child with a toy hand grenade in Central Park, N.Y.C. | 1962 | Hvordan kroppen kan sprænge en rolig komposition |
| A flower girl at a wedding, Conn. | 1964 | Spændingen mellem social rolle og personligt udtryk |
| Identical Twins, Roselle, New Jersey | 1967 | Små forskelle i et billede, der først ser symmetrisk ud |
| Woman with a veil on Fifth Avenue, N.Y.C. | 1968 | Nærhed, tekstur og et blik, som ikke lader sig forklare |
| A box of ten photographs | 1969–71 | Fotografen som redaktør af sit eget eftermæle |
I bogreolen
Der er ingen bog af Diane Arbus registreret i Bogreolen. Noten læner sig derfor især op ad Smithsonian American Art Museum, MoMA og den officielle værkoversigt.
Video
Kilder
- Smithsonian American Art Museum: Diane Arbus — biografi, kameraer, arbejdsform og den vedvarende etiske diskussion.
- MoMA: Diane Arbus — værkoversigt og udstillingshistorik.
- MoMA: New Documents — udstillingen med Arbus, Lee Friedlander og Garry Winogrand i 1967.
- David Zwirner: Diane Arbus, værkoversigt — værktitler, årstal og billeder.
- National Gallery of Australia: Diane Arbus — Guggenheim-projektet om amerikanske ritualer, vaner og skikke.